I maj måned var det endelig så vidt, at Ampul flyttede fra Jylland til Bornholm. Han er stor og flot. Han blev straks kørt ud i skoven, hvor India, Ilona og Ilma ventede på ham. 

Godt 14 dage senere flyttede de 6 "farveladekøer" og deres 6 kalve ud på arealet ved Grønnevad, hvor de blev vel modtaget.

Vi er meget glade for Ampul, som er en stor, rar "bamsefar", som er utrolig nem at håndtere.


Hele sommeren har vi haft 1 års kvier, stude og en enkelt ko gående herhjemme, mens se øvrige har ageret naturplejere og fotomodeller for mange turister, som har gået forbi ad den nye og meget populære Højlyngssti.


Desværre mistede vi i sommers en kviekalv, som højst sandsynligt har trådt forkert eller lignende ude i Grønnevad. Hun blev hentet hjem til behandling, da hun var halt.  Behandlingen hjalp desværre ikke, og dyrlægen fandt, da der ikke længere var hævelse, brud i hoftepartiet.


I slutningen af november måtte vi igen hente en kalv hjem. Denne gang en af tyrekalvene, som var lidt sløj. Han havde en let lungebetændelse, men heldigvis var han frisk 2 dage efter påbegyndt behandling.

10. december var det så tid for fravænning af årets resterende kalve.


Per lånte traktor og vogn med fangfold hos vores gode venner og kolleger fra Ekkodal Galloway. Første dag alle voksne ind i fangfolden, men 2 af kalvene var skeptiske, nok mest fordi fodermesteren ikke var alene, da fruen kom for "at hjælpe til".


2 af tyrekalvene og de 2 mindste af vores sorte køer, der også skulle med hjem, var ombord, så vi lod fangfolden stå og kørte hjem med dem.

Næste formiddag kørte Per alene derud, og han ringede så efter mig, så jeg kunne hjælpe med at vogte udgang fra fangfolden, når han skulle sortere og læsse. Inden jeg nåede frem, havde han læsset dem, der skulle hjem og pillet fangfolden ned igen.

Den 3. af vores sorte køer ville absolut også med hjem, så det fik hun lov til. Måske troede hun, at hun på den måde kunne undgå adskillelsen fra sin søn, men hun blev lidt skuffet, da han blev læsset af et sted, og hun kom ned i flokken til de andre køer, kvierne og studene.


Man må sige, det var det rette tidspunkt at tage dem hjem, da vi fik det første vintervejr med sne. Ikke mere, end at de resterende 6 køer og Ampul stadig kan finde føde. Dog fik de serveret hø de dage, hvor sneen lagde sig og blev liggende. Vi regner med at tage dem hjem i starten af januar, så vi kan nyde tiden, hvor de nye, små kalve melder deres ankomst, som vi forventer bliver fra februar og frem.